3 år og så meget mere end det.

Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig om eller forberedt mig på, denne her 3 års alder? Har jeg ikke hørt efter?  Det kunne være en mulighed. Jamen hold nu op, jeg har da slet ikke forstillet mig, eller på nogen måde været forberedt på denne her tsunami af følelser, som man skal slås med, når ens lille bitte afkom skal starte i børnehave, smide sutten, bleen, øve sig på at undvære middagsluren og ikke mindst skal være en stor pige, nu når man også er blevet storesøster. Er du svimmel en tid med følelserne uden på tøjet, og hvor skal det lille væsen bære megen forandring på sine små skuldre.Det er jo tæt på latterligt, at det kan fylde så meget, når det det trods alt ikke er værre, der er vel et par stykker før Lea, der har været hele turen igennem. Jeg griner selvfølgelig over, at jeg tager sådan på vej, og ser udmærket ironien i det her postyr:-)

Lea har gået i vuggestue i den lækreste selvejende institution med integreret børnehave. Alt tegnede pærelet for Leas børnehavestart, det var jo “bare” på den anden side af døren. Men du godeste hvor er jeg blevet klog på få dage. 1. september havde Lea første dag i børnehaven, og sikke en stor dag, vi havde selvfølgelig talt utroligt meget om børnehaven, og hvad der var anderledes i forhold til vuggestuen. Men mor her havde vist ikke selv fået tænkt tankerne til ende. For hvad med vennerne og veninderne? Lea glædede sig, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det ville blive en walkover.

Ja, for sådan kan man jo blive så overrasket, det har på ingen måde været en walkover, tvært i mod, det var en ret hård omgang.  I starten var dagene i børnehaven kortere end de plejer, jeg er på barsel, så vi har haft alt den tid, der har været nødvendig. Men uanset hvor meget jeg gerne ville skåne Lea, har afskeden om morgen været hård, men desværre også nødvendig.

Én af de første dage var særlig slem, og her blev jeg ramt af virkeligheden med 100 kilometer i timen. Vi kom først lidt op ad formiddagen, og denne her morgen sad alle børnene klar i garderoben i regntøj, og ventede på, at de sidste fik tøj på, så de kunne komme ud og lege med vand og sæbebobler. Der var lidt kaotisk og ret meget larm, der var mange øjne på Lea, og det hele virkede alt for overvældende. Vi fik plantet os ved Leas rum, og hun tog selv sit regntøj på, da alle gik ud, fulgtes hun med en voksen, og jeg lovede selvfølgelig, at sige farvel inden jeg kørte hjem. Jeg fik madpakken på køl, og gik ud for at sige farvel, så snart jeg åbnede døren, kunne jeg høre at hun græd, det var ikke bare fordi hun skabte sig eller pylrede, det var helt vildt hjerteskærende, jeg fik hende i mine armene, og hun klamrede sig til mig, imens hun fremstammede, at hun ville med mig hjem igen. Jeg forsøgte selvfølgelig at tale fornuft efter alle kunstens regler, men hun kunne ikke overtales, så der skulle de helt skrappe midler i brug. En pædagog kom hen, og resolut tog hun mit hulkende velcro fra mig, og med fast stemme sagde hun farvel, og vi ses senere. Jeg stammede farvel, vente mig om, og mærkede tårerne presse på. Total magtesløs og i fuld firspring sprang jeg ud i bilen, og tudbrølede hele vejen hjem. Så snart jeg kunne komme afsted med det, uden at lyde alt for grådkvalt, ringede jeg til børnehaven, for at høre om Lea var glad igen. Det var hun heldigvis, og hun var forholdsvis hurtigt stoppet med at græde, og hun havde en go dag.

Der har været flere dage, hvor hun ikke har været helt stolt ved at blive afleveret, hun føler sig usikker, og ved ikke helt hvordan, hun skal gribe dagen an. Vi hjælper så godt vi kan, og pædagogerne har fundet på nogle gode lege, som optager Lea, og afleder opmærksomheden, så hun glemmer at græde, når vi vinker farvel.

Jeg har tænkt mange tanker omkring det med venner og veninder, hvornår kender de følelserne at man bliver holdt uden for, eller ikke have rigtige venner? Jeg synes, de taler meget om at være en god kammerat, en dag kom Lea hjem, og fortalte at lillebror var hendes bedste ven, det er jo vanvittig sødt, og jeg sagde, at jeg var sikker på, at hun også var lillebrors bedste ven. Med en klump i halsen, måtte jeg også forklare hende, at det var vigtigt at finde gode venner i børnehaven.

I går kom Lea og far hjem fra børnehaven, og næsten uden at trække vejret fortæller hun, at vi skal få ringet til Andreas forældre, så de kan få en legeaftale, Andrea skal besøge Lea, og de skal køre bus og spise is. Så nu skal mor og far her komme ind i kampen, ikke flere bekymringer om Lea, nu venter hun kun på os.

Pyha, hver dag går det bare bedre og bedre. Jeg har stadig ikke indtryk af, at hun har fået en masse nye venner, og det gør selvfølgelig lidt ondt, men hun får bagt nogle sandkager, og hun har heldigvis en dejlig spand selvtillid, så de store drenge får ikke lov til at kue hende, og må pænt holde sig bag hende i køen til rutsjebanen. Jeg er overbevist om, at det nok skal blive en lykkelig historie, alle rammerne er til det, og Lea klør på med krum hals, hun skal bare lige finde sig til rette, og det skal mor hvis egentlig også. I virkeligheden drejer det sig jo bare om, at jeg ikke var forberedt på det der mødte os.